Magmakamre og fortolkning
Snittene skærer gennem det samme ETOPO-terræn som landskabet. Kamrene er placeret ved de navngivne vulkansystemer. De angivne dybder er afrundede resultater eller eksempler fra artiklernes modeller; de er ikke målte, skarpe kammergrænser.
Kamrenes former, deres bredde og de smalle tilførselsveje er en illustrativ fortolkning. Kammerformerne er forstørret for at kunne ses. Varme farver viser magmaområder med både smelte og krystaller. Farvebåndene i klippen er grafiske; de er ikke kortlagte lag. De tre snit sammenstiller undersøgelser fra forskellige år og er ikke en visning af Islands aktuelle tilstand.
Dybdeaksen i snitfladen regnes fra havniveau. Svartsengi, Fagradalsfjall og Hekla vises med afrundede dybder under den lokale terrænoverflade, mens Bárðarbunga og Grímsvötns lave område er forankret til havniveau. Det dybe Grímsvötn-kammer ved 10 km er et valgt regneeksempel. Terrænet over havet er forstørret ×20; dybderne har deres egen synlige overdrivelse. Kamrenes bredde og form er ikke en volumenberegning.
Þingvellir og pladegrænsezonen
Þingvellir er en del af øens eget 3D-landskab, ikke en særskilt model. Omkring riftdalen (ca. 56 × 54 km) erstattes øens grove trekanter af et finmasket net med ca. 400 m mellem punkterne, når man zoomer ind; en randzone syr det sammen med resten af øen. Højderne er de samme ETOPO-data som øen, bilineært interpoleret, så relieffet er stadig udglattet over ca. 1,6 km. Søens omrids er ETOPO's jævne flade på ca. 100 m, der hænger sammen med Þingvallavatn; søbunden er illustreret. Smalle sprækker er under højdegitterets opløsning og tilføjes som illustrerede forkastninger ved Almannagjá i vest og Hrafnagjá i øst. De følger en forenklet nordnordøstlig retning med omkring 5 km mellemrum, dør ud mod enderne og tegnes ikke under søen. Klippekanternes højde (ca. 40–55 m) og dalbundens nedsynkning er formgivet. Bevægelsen udvider de tegnede spalter og sænker dalbunden, så søen breder sig ind over den; størrelsen er overdrevet for at fremhæve mekanismen. Bevægelsen er uden tidsskala og viser strækning og nedsynkning, ikke en beregning af jordskælv. Lodret overdrivelse er ×15 fra start ved Þingvellir.
Almannagjá er én af flere forkastninger i en bred pladegrænsezone, ikke en enkelt spalte med hver sin store plade umiddelbart på hver side. Nationalparken placerer riftdalen mellem Almannagjá og Hrafnagjá og beskriver strækning og nedsynkning. Øst for den vestlige vulkanzone ligger Hreppar-mikropladen; visningens pil «Mod den Eurasiske plade» angiver den regionale retning. Stedets anker er omkring 64,2581° N, 21,1250° V.
Kilder: Þingvellir Nationalpark: Tectonic movements, nationalparkens forklaring af Silfra og Hreppar-mikropladen og Weismüller m.fl. (2019): højopløselige undersøgelser af åbne forkastninger.
Data, målestok og begrænsninger
Terræn og havbund: NOAA NCEI, ETOPO 2022, surface-udgaven med jøklernes overflade. Samme højdegitter som på Island-kortet, hvor alle kilder og licenser står. 3D-visningen er en grovere, bilineært interpoleret tegning af dette gitter; små kratere og sprækker kan ikke aflæses. Lyse toppe følger højden og angiver ikke, hvor der er is.
Højder og dybder overdrives lodret fra ×1 til ×30 (fra start ×20), så relieffet kan undersøges. Vandrette mål ændres ikke med skyderen. «Vis havbund» fjerner det dækkende hav i tegningen; det ændrer ikke havniveauet. Vulkansystemernes omrids kommer fra Náttúrufræðistofnun (CC BY 4.0), pladegrænsen fra Bird (2003). Sidefladerne er en grafisk sokkel, ikke målte geologiske lag. Der vises ingen aktuelle udbrud. Slå «Tværsnit» til for at se en kildebaseret, kunstnerisk fortolkning af geologien under overfladen.