Tidevand: jorden mellem måne og sol

Det er ikke månens tiltrækning i sig selv, der laver tidevand — det er forskellen på tiltrækningen hen over jorden. Tyngdekraften aftager med kvadratet på afstanden, og jorden er 12 700 km tyk. Vandet på den side, der vender mod månen, er tættere på og trækkes derfor lidt hårdere end jordens centrum. Vandet på bagsiden er længere væk og trækkes lidt svagere.

Ser man det fra jordens centrum, betyder det, at vandet foran hales mod månen, mens vandet bagpå bliver ladt tilbage — det halter bagud. Resultatet er to buler, én på hver side.

Fordi der er d³ og ikke d² i nævneren, vinder månen over solen, selvom solen trækker langt kraftigere i jorden som helhed: solen er 27 millioner gange tungere, men også 390 gange længere væk. Månens tidevandskraft bliver derfor ca. 2,2 gange solens. Slå »Solens bidrag« fra i modellen og se, hvor meget forskellen mellem spring- og nipflod forsvinder.

Bulerne står stille i forhold til månen, ikke i forhold til jorden. Jorden drejer én gang rundt om sig selv på knap 24 timer — men i mellemtiden er månen selv rykket ca. 13° videre i sin bane. Et punkt på jorden skal altså dreje 13° ekstra for at komme under månen igen.

De 13° tager ca. 50 minutter. Derfor er et månedøgn 24 t 50 min, og derfor kommer højvandet ca. 50 minutter senere hver dag. Med to buler pr. omgang bliver der ca. 12 t 25 min mellem to højvande.

Bemærk også, at de to højvande i samme døgn tit er forskellig høje. Det skyldes, at månen sjældent står lige over ækvator — når den står skråt, rammer jordens omdrejning den ene bule mere centralt end den anden. Det hedder døgnulighed, og du kan se det i kurven, når du vælger et sted langt fra ækvator.

Det er ikke fordi månen trækker mindre i Middelhavet. Bulen passerer lige så meget hen over Middelhavet som over Atlanterhavet — det kan du se på kloden. Forskellen er, at tidevand er en bølge, der skal have plads og tid til at bygge sig op.

Middelhavet er et næsten lukket bassin med én smal åbning ved Gibraltarstrædet, kun 14 km bred. På de godt 6 timer, der er mellem høj- og lavvande, kan der slet ikke nå at strømme vand nok ind og ud til at hæve hele havet. Bassinet er for lille til at lave sin egen tidevandsbølge, og for lukket til at låne Atlanterhavets. Østersøen er endnu mere lukket — dér er tidevandet nede på få centimeter.

Det omvendte sker i Nordsøen, Bristol Channel og Fundybugten: dér svinger bassinet næsten i takt med de 12 t 25 min. Bølgen bliver forstærket gang på gang — resonans — og samtidig presses vandet op i tragtformede bugte, der bliver smallere og lavere indefter. I Fundybugten giver det op mod 16 meter.

Venedig er den sjove undtagelse i Middelhavet: Adriaterhavet er lige akkurat langt og smalt nok til at svinge med, så dér er tidevandet omkring en meter — nok til at oversvømme Markuspladsen, når vinden også presser på.

Kloden viser ligevægtstidevandet: den bule havet ville lægge sig i, hvis jorden var dækket af et lige dybt hav uden kontinenter. Den forklarer rytmen — to højvande pr. månedøgn, spring- og nipflod, døgnulighed — og det er præcis det, den er sat til.

Den forklarer ikke af sig selv, hvor stort tidevandet bliver et bestemt sted. Det afhænger af bassinets form, dybde og egensvingning. Derfor er havets farver og tallene ved hvert sted målte springtidsspænd, ikke noget modellen selv regner ud. Farvefeltet mellem stederne er skematisk og skal læses som »stort / lille«, ikke som en aflæsning.

En detalje til den nysgerrige: kloden viser den rene ligevægtsbule, også når månen står skråt over ækvator. Kurven for det enkelte sted dæmper til gengæld den daglige del af svingningen. Ellers ville modellen give ét højvande i døgnet på vores breddegrader, og det passer ikke med nogen tidevandstabel: kontinentalsoklen forstærker de halvdaglige svingninger langt mere end de daglige. Det, der er tilbage af den daglige del, er netop døgnuligheden.

Bulen på kloden er forstørret mange tusinde gange. I virkeligheden er ligevægtsbulen i åbent hav kun omkring en halv meter høj — på en klode med 6371 km radius ville den være tyndere end en blyantsstreg.