Differentieret opvarmning → trykflader → vind. Land/hav-brise ved Lillebælt, sibirisk højtryk samt sommer- og vintermonsun.
Hydrostatisk ligning — trykket falder med højden, hurtigst i kold, tæt luft:
Lagtykkelsen mellem to trykflader er proportional med temperaturen:
Derfor buler trykfladerne op over den varme søjle — og trykket i en fast højde bliver højere dér. Vindpilenes længde i simulatoren skalerer med trykgradienten, som her er ∝ ΔT.
Bemærk vendeniveauet (markeret i snittet): under det er anomalien L over varmt; over det er den H over varmt. Det er dén inversion, de fleste overser.
1. Solskinsdag ved Lillebælt, kl. 14. Hvilken vej blæser vinden ved kysten — og hvorfor?
2. Hvor er der højtryk i 1500 m højde — over det varme eller det kolde felt?
3. Hvad sker der med brisen ved Lillebælt om natten?
4. Hvorfor ligger der hver vinter et enormt højtryk over Sibirien?
Typisk misforståelse: at varm luft "bare stiger og efterlader lavtryk". Brug Trin for trin-tilstanden: ved trin 2 er søjlen udvidet, men overfladetrykket er uændret — det falder først ved trin 4, når massen er strømmet ud i højden. Spørg klassen mellem trin 2 og 3: "Har trykket ved jorden ændret sig nu?"
Forslag til forløb: ① Lillebælt-casen med tiden kørende — se brisen vende ved solnedgang. ② Trin-tilstand med dag-indstilling. ③ Ekspert-ΔT: undersøg sammenhængen ΔT → vindstyrke. ④ Sibirien/monsun som skalering af samme fysik.
Bemærk: modellen er konceptuel — den viser kausalkæden, ikke en numerisk vejrmodel. Corioliskraften er udeladt (rimeligt for brise-skala, en forenkling for monsun/Sibirien).